Kategorier
Opskrifter

Udnyt årstiden: Rødbeder på 7 spændende måder

Rødbedesæsonen er over os, så her får du 7 nye spændende måder du kan tilberede rødbeder på.

Bagte rødbeder

Sæson

Rødbeder er primært i sæson i august-oktober. De kan dog fås i de fleste supermarkeder helt hen i april, og nogle supermarkeder har dem nærmest hele året. Det er dog nu de er bedst – mens de er i højsæson. Så det er bare med at få spist nogle af de lækre rodfrugter.

Her er 7 spændende forslag:

1. Bagte rødbeder

En af de letteste tilberedningsmetoder er at bage dem. Det er super nemt og bagningen fremhæver rødbedernes sødme.

De kan bages med skræl hvis du gerne vil holde dem så saftige som muligt, men jeg synes det er nemmest at skrælle dem inden bagningen. Så skal de blot skæres i stave eller mundrette stykker, vendes med lidt olie og krydres med salt og peber. Bag dem i ovnen i ca. 30-40 minutter ved 200 grader.

Drys evt. de bagte rødbeder med lidt smuldret feta eller brug dem i en rødbedesalat med f.eks. friskkogte grønne bønner.

2. Rødbedefritter (hemmeligt trick)

Rødbeder indeholder meget væske, og det kan være svært at få dem ordentligt sprøde, hvis de bages i ovnen. Men hvis de drysser rødbedestavene med lidt majsstivelse (inden bagning), så hjælper det til at gøre dem mere sprøde.

3. Rødbedejuice

Hvis du er så heldigt at eje en juicemaskine, så er rødbedejuice noget af det lækreste (og sundeste) du kan drikke. Balancer smagen med æble og lidt citron.

4. Rødbedefrikadeller eller rødbedebøffer

Skræl og riv rødbederne og rør dem sammen med æg, mel/rasp, salt og peber ligesom når man laver fars til alm. frikadeller. Det er ikke nødvendigt at tilsætte mælk, da rødbederne indeholder meget væske i sig selv. Form farsen til frikadeller eller bøffer og steg dem i olie og smør.

Tip: Hvis du har lavet rødbedejuice, kan du bruge pulpen (den tørre rest af rødbederne) til frikadeller/bøffer. Så slipper du for at rive dem og undgår madspild.

5. Rødbedetzatziki

Skræl rødbederne og riv dem. Drys dem med salt og lad dem trække i 10 minutter. Pres dem fri for væde med hænderne – pas på du ikke rammer tøjet, for den røde farve er svær at få af.
Bland de revne rødbeder sammen med revet hvidløg, græsk yoghurt og peber.

6. Glaserede rødbeder

Skræl et halvt kilo rødbeder og skær dem i mundrette stykker. Svits dem i 1 spiseskefuld olie i en gryde. Tilsæt 2 spiseskefulde balsamico og 1 teskefuld honning. Lad det simre ved lav varme indtil balsamicoen er kogt ind og rødbederne er møre. Hvis de koger tør inden de er møre kan der tilsættes lidt vand.
Nemt, flot og lækkert tilbehør til en god bøf.

7. Rødbedepesto

Skræl rødbederne, skær dem i mindre stykker og bag dem møre i ovnen i ca. 30-40 minutter ved 200 grader. Blend de bagte rødbede sammen med parmesan, pinjekerner, olivenolie, hvidløg, salt og peber.

Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *